Jeg ligger i den stribede hængekøje ude i haven.
Det er ikke helt optimalt, for hængekøjen befinder sig faretruende tæt ved jorden, og vi mangler tværstivere i hver ende for at undgå, at de rigelige mængder stof klapper sammen om én.
Til gengæld ligger jeg indkapslet i en farvestrålende hule, hvor små lysstriber maser sig ind og ligner noget, der burde kilde ben og arme.
Her er både stille og fyldt med lyde. Lyde af brusende trækroner, hvor bladene rasler sprødt og friskt mod hinanden. Lyde af fugle der har travlt, og den sagte brummen af en plæneklipper i det fjerne.
Så er der også en anden lyd. Lyden af små, bare tæer, der kommer nærmere i det bløde græs. Man kan ikke høre, at de er beskidte - det er sådan noget, man bare ved. Så skubber en lille, brun hånd stoffet til side, og et himmelhenrykt ansigt titter ned til mig. "Hej mor. Skal du skubbes??" Jeg får ikke lov til at aflevere noget svar, for yndlingen har på eget initiativ sluppet taget i stoffet for i stedet at give sig til at skubbe hængekøjen med en iver og entusiasme, der kendetegner en dreng på knap 5 år.
Det får han lov til en rum tid. Da søsygen så småt melder sig, er
det tid til at skifte taktik. Tid til at invitere ombord, hvor der strategisk
allerede ligger en højtlæsningsbog klar – en hængekøje med en mor virker nemlig
lige så effektivt på små drenge som en flue på et stykke sukker – og det faktum
havde jeg taget højde for, inden jeg lagde mig til rette.
Nu er vi to i den lettere håbløse hængekøje.
To mennesker; et lille og et stort, Den komplette udgave af Vinden i piletræerne og så en god hovedpude. Det er først nu,
han kan rumme det gammeldags og snørklede sprog, men for mig har det været en
lang tid at vente.
Vi læser om Muldvarp og Vandrotte,
der drager på eventyr på den brusende og levende flod, medbringende:
"Koldtungekoldskinkekoldoksestegsmåsyltedeagurkersalathvedebollerbrøndkarsesandwichspegepølseingefærøllemonadesodavand -"
(og sådan står denne opremsning rent faktisk!)
Læser
om den salige begejstring, muldvarpen gennemlever ved dette traktement og ved Vandrottens glæde over at se sin ven i ekstase over en madkurv.
Noget senere læser vi om et trygt og omsorgsfuldt måltid, der er stablet på
benene af gamle Grævling ude i den store skov. En tryg og omsorgsfuld middag,
der netop har til formål at bringe to kuldsejlede væsner tilbage til hægterne
igen. Vi er med dyrene ved flodbreden, mens vi læser. Vi læser om omsorg og
venskab, knyttet sammen over dugen på græsset og foran den buldrende kamin i Grævlings køkken. Vi har det rart, der i hængekøjen.
Jeg får nok ikke stablet "Koldtungekoldskinkekoldoksestegsmåsyltedeagurkersalathvedebollerbrøndkarsesandwichspegepølseingefærøllemonadesodavand -" på benene med det første. Men jeg får –
oveni alt det rare, der er ved at læse højt i en hængekøje – skabt en passage
og en forståelse mellem salig glæde og glæden ved spise noget mad, der er
tilberedt med omsorg og omhu.
Kærlighed kan serveres på mange måder.
